Pharma-byggeri i København

Kontorlokaler

Pharma-byggeri i København

I København projekterer Fjord en større kontorbygning for et medicinal firma. Der er tale om en kontorbygning i 2 etager over terræn, med fuld kælder. De to etager over terræn kategoriseres som kontor, kantine og møderum, mens kælderen består af omfattende omklædningsfaciliteter for +500 personer samt teknikrum. Bygningen forbindes til et tilstødende, eksisterende byggeri med en gangbro i 1. sals højde.

Fjords bidrag til projektet er projektledelse af alle ingeniørfag og projektering af bærende konstruktioner. Fjord har underrådgiver tilknyttet på installationer, energi, dagslys, bæredygtighed/LCA, akustik og brand.

De bærende konstruktioner udføres overvejende i betonelementer, dvs. huldæk, betonelementsøjler og betonelementvægge, suppleret med stålkonsolbjælker. Kælderydervægge udføres pladsstøbt. Atriumovenlys og gangbroskonstruktionen udføres som stålkonstruktioner. Bygningen funderes direkte, på punkt- og linjefundamenter og med pladefundamenter under stabiliserende skakte. På tag er der placeret en større kølegård.

Projektet udføres i totalentreprise i et tæt samarbejde med bygherre og ud fra en meget stram tidsplan. Den tidlige projektering er udført anden rådgiver og overgået til totalentreprise ved projektforslag.
Projektet er klassificeret til konstruktionsklasse KK2.

Kunde: MT Højgaard Danmark A/S
Entreprenør: MT Højgaard Danmark A/S
Arkitekt: GPP Arkitekter A/S
Øvrige tilknyttede ingeniører: Ubbe (installationer, bæredygtighed/LCA, energi, dagslys), 360 Brandrådgivning (brand), Gade & Mortensen (Akustik)
Størrelse: Ca. 15.000 m²